Balkan 2019

REJSEBERETNING  -  Betagende BALKAN.

              Frederikssund Seniorrejseklubs rejse   -   11. – 18. oktober 2019  

med Gislev Rejser.

Fredag den 11.okt.:    12 medlemmer fra rejseklubben deltog på denne tur.   På grund lavt deltagerantal deltog vi med andre enkeltrejsende fra Gislev.   Af samme årsag var der individuel transport ind til Lufthavnen.

Vi skulle flyve med Croatia Airlines kl. 11.20.  -  Efter Check In skulle vi ud til Gate E.109, så vi startede med næsten ”at gå til Kroatien”, eller i hvert fald ca. 14 minutter ud til Gaten, og så var der jo også paskontrol.  -  Flyveturen var ganske behagelig, og vi landede i ZAGREB lufthavn i gråvejr, men varmt. – Bussen ventede på os og vi kørte straks videre.  Efter en kilometer-lang tunnel skete der en radikal ændring af vejret, idet vi kørte ud i strålende solskin og helt blå himmel, og straks steg temperaturen mærkbart.  -  kl. 19.30 ankom vi til vores Hotel Zora i PRIMOSTEN, som lå direkte ud til vandet med udsigt til den gamle by,  og buffeten kunne nydes på terrassen.

Lørdag den 12.okt.:   Fotostop straks efter Primosten, med en meget smuk udsigt over byen.

Herefter videre til kejserbyen SPLIT, som også er en havneby med en flot promenade ud mod vandet foran kejserens palads.  Den romerske kejser Diokletians store palads er fra år 295, og det er en skøn blanding af ruiner og historie om det gamle palads, og nymodens cafeer mm.   -  

Vi havde lokal-guide til at vise os rundt i paladset, hvor hun i øvrigt selv havde bopæl.

Herefter tid på egen hånd.  Nogen tog på bådtur mens andre tog på udforskning i byen.

Søndag den 13.okt.:   Vi kører igen sydpå og ind i BOSNIEN HERCEGOVINIA i et meget flot og betagende bjergområde og videre mod MOSTAR, hvor den berømte bro STARI  MOST over floden Neretva ligger midt i byen.  Broen blev jo bygget af Osmannerne ca. 1550, men blev sønderskudt i 1993 af Kroatisk militær.  Broen er genopbygget i 2003.

Vi fik en lokal guide til at vise os rundt, Jasmina, som havde boet i Norge i 11 år fra 1993 som flygtning, men som nu var en af de meget få tilbagevendte Bosnier.  Tydeligvis eksisterer de etniske og religiøse uoverensstemmelser stadig lige under overfladen som en ueksploderet bombe.

Videre mod SARAJEVO løb vores guide Kirsten Stephansens mobil tør for strøm, men gamle pensionister går jo ikke ned på udstyr, og så blev dagen reddet med en PowerBank. 

Aftensmad på hotellet var en særlig oplevelse.  Nogen af os sad nærmest i ”køkkenet”, hvor der blev skramlet og raslet, som om det var ”det muntre køkken”, og ”opvaskemaskinen” var det samme personale som serverede, alt imens vi sad og spiste, og afrydning af borde foregik næsten før vi havde tygget af munden.

Mandag den 14.okt.:   En lokal guide, Emina, viste os rundt i SARAJEVO, herunder stedet hvor ærkehertug Franz Ferdinand blev myrdet i 1914.  Igen fornemmer man at uoverensstemmelserne på Balkan stadig eksisterer lige under overfladen.  Der er mange religioner i forskellige bydele i byen.  I øvrigt er der stadig rigtig mange skudhuller i husene i SARAJEVO efter sidste krig.

Herefter tid på egen hånd, og mange benyttede lejligheden til at tage svævebanen op til toppen af bjerget med en rigtig flot udsigt over byen.   -   Aftensmad på egen hånd.

Tirsdag den 15.okt.:   Turen fortsætter imod BEOGRAD  (Belgrade).  -   I Sarajevo var der dog  lige en turistbus, som drejede lige ind foran os og ”kyssede” en personbil,  men vi slap heldigvis fri af trafikproppen.  Vi kørte igennem et smukt bjergrigt område, og spiste frokost på en restaurant et meget smukt sted ved Zvornik Sø. 

Ved grænsen til SERBIEN var der kontrol og åbenlys korruption.  På den Bosniske side fik vores chauffør den besked, at det kostede 20 Euro, hvis vi ville undgå, at hele bussen skulle undersøges, og kufferterne tømmes m.v.   -   Denne ”afgift” blev straks betalt, men ved den Serbiske kontrol var taksten 20 Euro+1 ramme øl.  -  Herefter kunne vi fortsætte ind i Serbien.  -  Bedst som vi regnede med snart at være fremme på Belgrade City Hotel, så punkterede bussen højlydt på 1 af de dobbelte baghjul 12 km før hotellet.  Politiet gav imidlertid chaufføren besked på, at han ikke måtte holde på motorvejen, så vi sneglede os videre til hotellet.

Onsdag den 16.okt.:   Om formiddagen byrundtur med en ung lokal guide, Sonya på 32 år, som havde boet i BEOGRAD hele sit liv, og der var ingen tvivl om at hun var Serber og elskede bylivet, herunder at et Storserbien ville være godt.  Konflikterne på Balkan lever lige under overfladen.   Hun gav os en fin rundvisning så det var OK.   -   Vi startede ved TITOs mausolæum og fortsatte i bussen rundt i byen bl.a. de gamle ministerier, som stadig ligger i ruiner efter NATOs bombning under krigen, videre til en af verdens største ortodokse kirker ”Saint Sava Kirken”, og den 1. MacDonald i Serbien mm.    -   Rundvisningen sluttede ude på ruinerne af byens store borganlæg, ”Kalemegdan fæstningen”, som også er et meget stort grønt område, hvor floderne SAVA og DONAU løber sammen.   Guiden var meget stolt af, at BEOGRAD er en grøn by.   -   Herefter tid til egne oplevelser.   -  

En klubbens medlemmer var lige ved at miste sit pas, fordi hotellet ikke kunne finde det.  Men på uforklarlig vis dukkede det op i receptionen igen, og vi kunne gå sorgløse ud i aftenlivet og spise.    -    Bl.a. var det en oplevelse i sig selv at finde ud af at betale og udregne valutaen, den Serbiske Dinar (100 =6,5kr.), når vi havde forskellige betalingsmidler, og man kun måtte få 2 regninger pr. bord.

Torsdag den 17.okt.:   Tidligt op og kørsel og frokost på motorvejen til ZAGREB.   Ved grænsen til Kroatien kørte vi uden om en ca. 10 km lang kø af lastbiler, som ventede på, at passere grænsekontrollen.   -   Byrundtur i ZAGREB med vores guide, og bagefter på egen hånd.   Herefter hen til vores hotel og aftensmaden.

Fredag den 18.okt.:   Tidligt op og afgang fra ZAGREB LUFTHAVN til CPH.   Vi var hjemme ved middagstid og en dejlig ferie var slut.

                                                                                             LEIF HANSEN

Nyeste kommentarer

04.10 | 12:28

Hej Vil gerne melde mig i jeres rejseklubben , tak Venlig hilsen Bo...

23.08 | 12:51

Jeg kunne godt tænke mig, at blive medlem af klubben. Med venlig hilsen Hanne

02.08 | 21:09

Jeg ønsker at blive medlem af klubben

08.02 | 17:44

Det var flot beskrevet, lige som vi oplevede det. En masse indtryk på...